Besøgsvenner og besøgsmodtagere i Løgstør Røde Kors besøgstjeneste har været inviteret til en hyggeeftermiddag på Pavillon Christiansminde. Cirka 40 indbudte tog imod tilbuddet og havde en rigtig dejlig eftermiddag i Pavillonen med dejlig udsigt over byen og fjorden i flotteste solskinsvejr. Der var dækket op med en rigtig lækker kageplatte til hver, og Løgstør Kirkes organist Asbjørn Høgholm kom og underholdt med sin guitar og sang.
Arrangement blev til i kraft af, at Sundheds- og Ældreministeriet har givet tilskud til at lave flere aktiviteter for ældre i relation til COVID-19 situationen. Aktiviteter, der bidrager til at øge ældres trivsel og livskvalitet og give mulighed for at komme ud og få nogle positive oplevelser sammen med andre.