Den tidligere fodboldtræner fra Aars har på 11 år gennemført 100 marathonløb.
Søndag d. 21. maj 2017 var det nøjagtig 11 år siden, at Poul Erik Kristensen fra Aars for første gang løb et marathon. Det var så også det eneste løb det år for Poul Erik. I årene derefter blev det heller ikke til så mange løb, men fra 2012 har han i gennemsnit løbet mindst et marathon pr. måned. Søndag d. 21. maj 17 satte han en uofficiel rekord, da han stillede op ved målstregen i Copenhagen Marathon til sit jubilæumsløb nr 100.
”Jeg har researchet på det og kan konstatere, at jeg med gennemførslen af 100 marathonløb er den første og hidtil eneste dansker, der har løbet 100 marathonløb samt sammen med Team Rynkeby cyklet fra Ringe i Danmark til Paris i Frankrig på 8 dage. Begge mål er tilmed nået inden for 10 måneders periode, idet jeg cyklede til Paris primo juli 2016 og løb marathon nummer 100 i søndags”, fortæller Poul Erik Kristensen.
Oprindeligt kunne man ikke se i glaskuglen, at det skulle blive til så mange marathonløb for den tidligere så aktive fodboldtræner. Med årene er antallet gradvis steget, og især efter at træner-/sportschefgerningen i 2012 blev lagt på hylden, er det gået støt fremad med antal gennemførte løb. I perioden fra 2001 til 2016 blev der således tilbagelagt 32.627 kilometer, inklusive 4.000 kilometer på cykel som forberedelse til Rynkebyløbet i 2016.
Rekordtid i Berlin
Hovedparten af de 100 marathonløb har fundet sted i Danmark. Det er f.eks. 8. gang, at Poul Erik deltog i Copenhagen Marathon. I dette løb i 2008 har han stadig sin næstbedste tid nemlig 3.47.28 for de 42,195 km. Sin personlige rekord på 3.46.00 satte han i 2010 i Berlin Marathon, hvor han længe lå til en sluttid på ca 3.30, men hvor blæst, regn og kulde for første gang i 20 år gjorde sit til, at han på de sidste 10 km måtte slække på tempoet.
Samme år 2010 løb han desuden New York Marathon og begge løb sammen med den yngste datter Michelle N. Kristensen.
”Begge disse løb hører absolut til blandt de største oplevelser af de mange, især det at kunne løbe marathon sammen med sin datter og opleve stemningen før, under og efter er helt fantastisk”, udtrykker Poul Erik Kristensen, for hvem jubilæumsløbet i Copenhagen var noget nær ligeså fantastisk. Her løb han de sidste 24 km sammen med Michelle og sammen oplevede de tilskuernes fantastisk opbakning ude på ruten og i målområdet.
I 2013 indtraf det eneste løb, som Poul Erik Kristensen ikke har kunnet gennemføre, nemlig Viborg City Marathon, hvor en fiberskade efter 17 km satte en brat stopper for deltagelsen den dag.
“I 2014 fejrede jeg min 60 års fødselsdag, og 2 dage forinden stillede jeg op i Boosting Business Marathon, Aars, hvor arrangørerne havde været så generøse, at lade mig få startnummmer 1. ”Det var jeg meget stolt af”, siger den aktive løber.
Løb med særprægede navne
Flere af Poul Eriks 100 løb har i øvrigt haft iøjnefaldende navne og med deraf afledte fokusområder: Gløgg- og æbleskive Marathon, Fjordmarathon, Nytårsmarathon, Brutal Marathon, Rold Skov Marathon, Citroen Marathon, Grundlovsmarathon, Hals Barre Marathon, Romkuglemarathon, Speedwaykørerens Fødselsdagsmarathon, Bacon Run, For(h)julsmarathon, Juleferiemarathon, Julesul Marathon, Kridstgravs Marathon, Juletræsmarathon, FC Baghjul, Skyggebørns Marathon, Valentins Marathon, Othello Marathon, Pinen og Plagen Marathon osv.
”Jeg har glædet mig til hvert eneste løb og nydt samværet med alle de andre løbere, som man efterhånden opbygger et rigtig godt venskab og løbefællesskab med. Jeg stopper ikke med mine korte og lange løb herunder deltagelse i marathon, nu hvor målet på 100 er nået. Men jeg kommer ikke til at stræbe efter yderligere 100 marathonløb. Jeg vil snarere gå efter at kunne deltage i nogle storbymarathon rundt i Europa og så kombinere disse med kulturelle oplevelser sammen med min kone, der for øvrigt skænkede mig et startnummer til Frankfurt Marathon i oktober, hvilket meget vel kan blive mit næste store løb. Jeg får nu en del overskydende tid, som jeg frem over vil tilbringe på MTB og/eller raceren på cykelture med min kone, hvor vi sammen vil udforske naturen og forene det med lidt sund motion”, slutter Poul Erik Kristensen
Poul Erik Kristensen er uddannet lærer og er ansat på Levring idrætsefterskole.