Den 69-årige cyklist, der i går klokken 16.12 blev ramt af en bil på Viborgvej i Trend pådrog sig alvorlige hovedskader i form af blødninger. I aftes var hans tilstand dog så stabil, at han skønnes at have gode overlevelseschancer, oplyser Preben Møller fra Himmerlands Politi.
Cyklisten, der kommer fra Them, kørte ad Viborgvej i nordlig retning, da han bagfra blev ramt af en bil ført af en 60-årig mand fra Løgstør-området. Cyklisten blev efterfølgende fløjet til Aalborg Universitetshospital i helikopter.