Foreningen Det gode liv bød i aftes på ostesmagning fra Sønderhaven Gårdmejeri.
Tidligere har der været gin og chokolade på menuen i Det gode liv, men i aftes var det ost, smagsløgene skulle forkæles med i den nye forening for livsnydere.
Ostemager Preben Ørum fra Sønderhaven Gårdmejeri havde taget turen til Byens Hus i Løgstør for at fortælle om osteproduktionen på sit gårdmejeri ved Brønderslev. Med sig havde han selvfølgelig også nogle af de oste, som produceres på gårdmejeriet.
På gårdmejeriet forarbejder man selv mælken fra besætningen på 100 køer, og det sker på gammeldags facon ved at vende ostene med håndkraft - simpelthen fordi det giver en bedre smag, hævder ejerne. Ostene har da også indbragt Sønderhaven Gårdmejeri en række præmier og udmærkelser i både ind- og udland.