Johnny Wulff Andersen tiltræder 1. Juni 2017 som centerleder i Idrætscenter Østermarken.
Bestyrelsen for Idrætscenter Østermarken i Aars har fundet den nye leder, som skal drive den selvejende institution videre. Det er den 38-årige Johnny Wulff Andersen fra Hobro.
Den nye centerleder er uddannet merkonom indenfor international handel og markedsføring. Han har erfaring fra restaurationsbranchen og har blandt andet været restaurantchef på Røverstuen i Rebild og været leder af Restaurant Bies Bryghus samt Kaffebørsen i Hobro. De seneste år har han arbejdet for Mariagerfjord Kommune.
"Efter fem fantastiske og lærerige år som idrætskonsulent hos Mariagerfjord Kommune glæder jeg mig rigtig meget til de nye udfordringer i Aars. Jeg har primært arbejdet med udvikling af idrætsfaciliteter igennem de sidste tre år, og jeg synes, det er et super spændende område, hvor der sker rigtig meget," siger Johnny Wulff Andersen.
I fritiden lever den nyudnævnte centerleder også et aktivt liv med med løb og naturoplevelser. Privat bor han sammen med sin hustru og parrets to piger.