En ny marina i tilknytning til den gamle lystbådehavn er kommet på tegnebrættet i forbindelse med udarbejdelse af en ny udviklingsplan for Løgstør.
Af Jacob Dalgaard
Marinaprojektet ved gruskajen ved den gamle skibssmedje i Løgstør kan efter mange års tilløb være lagt død. Ikke fordi planerne om en havneudvidelse er droppet, men fordi et nyt forslag er kommet i spil.
Det er formanden for Teknik- og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Uffe Bro, der er kommet med et nyt forslag, som han har bedt indarbejdet i den nye udviklingsplan for Løgstør, der efter planen skal vedtages i efteråret. Det nye projektforslag anviser marinaen til en lokalitet mellem Vestre Bådhavn og Damskibsbroen. Projektet inddrager således også Kongekajen, som i forvejen har stærkt brug for renovering. Udvidelsen har en kapacitet på 40-80 både med mulighed for udvidelse indenfor stenkastningen.
Uffe Bro begrunder det nye forslag med, at det er umuligt at bygge nye boliger i forbindelse med en marina ved gruskajen, fordi området ligger tæt ved lugtende virksomheder. En ændring i planloven betyder, at boliger i et sådant område skal bygges uden terrasser og uden mulighed for at åbne vinduer, og det gør det reelt umuligt at realisere sådanne boliger, siger Uffe Bro.
Men behovet for at udvide havnen er stadig intakt, fastholder udvalgsformanden:
- Vi har i år haft en fremgang på 40 procent af både, der har overnattet i Løgstør, og vi har en venteliste på 20 større både, der gerne vil ligge i Løgstør, som der ikke er plads til. Og set i forhold til planerne om at genåbne Frederik Den VII's Kanal, vil det formentlig generere endnu flere sejlende i Løgstør.
De første par skitser til en marina, der ligger i sammenhæng med den nuværende lystbådehavn, er blevet lavet af COWI (se billedet ovenfor). Der er endnu ikke lavet et detaljeret projektforslag, men det umiddelbare skøn er, at en sådan marina vil løbe op i mellem 30 og 40 millioner kroner.
Uffe Bro fastslår, at projektet totalt set er billigere end den oprindelige marina. Men der er fortsat tale om et løst skøn, som skal bearbejdes mere grundigt. Det ønsker han at få opbakning til på mandag, hvor Teknik- og miljøudvalget skal beslutte om der skal arbejdes videre med projektet med de midler, der er afsat til forarbejde på den hidtidige marinaplacering.
Flere fordele
Ved at rykke marinaen længere mod vest oplistes en række fordele. Det sårbare område omkring Beddingen, Forfyret, Fiskerihavnen og Dampskibsbroen stormflodssikres mod bølgeslag til kote 220 og en del af strækningen bag værftet i kote 350 over daglig vande. Desuden står Kongekajen i forvejen til at skulle renoveres for omkring 4,5 millioner kroner, som dermed kan blive en del af marinaprojektet.
Der skabes også mulighed for en bedre sammenhæng mellem by og havn, og det oprindelige marina-område frigives til flere p-pladser.
Der er dog også ting, der trækker i den anden retning. Hele området er placeret i Natura 2000. Det betyder, at udarbejdelsen af plangrundlag forudsætter, at der kan opnås planlægningstilladelse fra staten.
Desuden vil den stor vanddybde fordyre etableringen af marinaen - men være en fordel for driften.