Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Jutlander Banks afdeling i Løgstør bød fredag eftermiddag på pølser og noget at drikke til. Det skete fra en pølsevogn udenfor butikken, og anledningen var ansættelsen af Mette Jakobsen og Hanne Møller.
De startede begge for en uge siden i Jutlander Bank. Mette Jakobsen kommer fra Den Jyske Sparekasse i Farsø, og Hanne Møller kommer fra Nordea i Aars.
Sidstnævnte er i forvejen et kendt ansigt i Løgstør, hvor hun bor og har arbejdet det meste af sit arbejdsliv. Hun startede i Andelsbanken, der senere blev til Unibank og senere endnu til Nordea. For fire år siden lukkede Nordeas Løgstør-afdeling, og Hanne Møller rykkede til Aars. Men nu er hun med ansættelsen i Jutlander Bank tilbage i Løgstør.