Ved begyndelsen af den nye håndboldsæson vokser der endnu en gren ud på Løgstør Håndboldklubs stamme.
Denne gang åbner klubben mulighed for at forældre, bedsteforældre, mostre, onkler, tidligere spillere og frivillige kan støtte spillere og de mange frivillige i deres store arbejdsindsats ved at melde sig ind i ”Løgstør HK´s Venner”.
”Tanken bag ”Løgstør HK´s Venner” er, at vi vil skabe yderligere udvikling af klubben. Vi har et mål om, at vi hele tiden skal kunne tilbyde vores medlemmer nogle tidssvarende rammer at udøve deres aktiviteter i. Dette kræver et konstant arbejde, og med etableringen af denne gren i vores forening, håber vi, at vi kan skabe et økonomisk frirum, hvor vi kan udvikle os i takt med efterspørgslen fra vores mange medlemmer. Et medlemskab på kun 100,- årligt tænker vi, er en overkommelig støtte at give til udviklingen af et godt fritidstilbud i Løgstør, ” udtaler Jens Gregersen fra Løgstør HK´s bestyrelse.
Desuden sløjfer klubben en gammel tradition i forbindelse med klubbens førsteholds hjemmekampe. Det vil nemlig fremover være gratis at se klubbens turneringskampe på hjemmebane.
Jens Gregersen forklarer:
”Vi vil gerne have liv på lægterne, når der er kampe i Lanternen. Derfor prøver vi i år med gratis entré for at se, om ikke det kan få flere af Løgstør områdets mange håndboldinteresserede mennesker til at komme og bakke op om klubbens flagskibe, når vi spiller i ”egen hule”. ”
Løgstør HK åbner op for at blive medlem af ”Løgstør HK´s Venner” i forbindelse med sæsonens første hjemmekamp i Lanternen, som er lørdag den 23. september kl. 14.30, hvor Løgstør HK´s 3. divisions herre tager imod Oddense Otting.