Så begynder torsdagsmusikken på havnen i Løgstør. Fra torsdag 6. juli og helt frem til 17. august vil der hver torsdag være musikalsk underholdning på Spar Nord Scenen ved Kulgården. En blanding af nye navne og kendte lokale kræfter står på scenen med alt fra irsk-inspireret folkemusik, rockende dansktop, jazzmusik til brassband.
Troubadour Tour 2017 – det kalder Erling Rask og Henrik Koitz den turné, de farter land og rige rundt med – lægger ud på torsdag. Erling Rask er den ægte sing- and song-writer, der med skæve synsvinkler og ordspil fortæller små glimt fra hverdagen. Han har tidligere haft Erling Rask Band, hvori Henrik Koitz var ledaguitarist, og nu har de fundet sammen igen i en velspillende og underholdende duo.
Og næste torsdag kommer turen til Lars Love Louise – et band, der bl.a. har lagt Langeland Festivalen ned.