Løgstør inviterede lørdag til muslingehøstfest, som vanen tro blev et tilløbsstykke.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Muslingehøstfesten har de senere år været anset som en uformel start på turistsæsonen, og turisterne udeblev da heller ikke ved årets høstfest, hvor lokalbefolkningen syntes i klart undertal.
Vejret var med Limfjordsmuseet, som er hovedarrangør, for efter en uge med frost, massiv regn og sne, slog vejret lørdag over i tocifrede varmegrader, da Limfjordmuseets båd tøffede ind i det lille havnebassin ved fyret.
Her blev friskfangede muslinger langet op til oldermændene m/k, som foran et stort publikum skulle prøvesmage muslingerne og slå på klokken, hvis de kunne godkende høsten. Det er overoldermanden, som har det endelige ord, og den rolle har i en årrække ligget hos Bruno Jensen. Men han døde i sidste år og er blevet erstattet af Søren Christiansen, som i sin debut i rollen gav klokken to slag.
Dermed var festen reddet, og muslingerne blev i hestevogn fragtet op i Østerbrogade, hvor en række aktører fik muslingerne udleveret og tilberedte dem på gaden, hvor de mange gæster gratis kunne smage muslingerne og lytte til musik leveret af Jazz Skallerne.
Muslingehøstfesten er sponsoreret af Vilsund Blue og De Danske Spritfabrikker.