1,3 ton muslinger! Så meget skal der til, når Muslingebyen Løgstør skyder sæsonen i gang.
Det sker ved den traditionelle Muslingehøstfest, der finder sted lørdag 7. april og blandt andet omdanner Østerbrogade i byen til en stor Open Air-restaurantgade.
Årets første muslinger kommer til havnen i Løgstør i Limfjordsmuseets joller og bliver modtaget på havnen med musik og sang – og af tusinder af mennesker. Når de er kommet i land sidder Oldermændene, der også er kvinder og børn, klar til at smage og godkende kvaliteten. Og først når der ringes med klokken, kan festen for alvor gå i gang.
De mange muslinger transporteres derefter på hestevogn til Østerbrogade i Løgstør, hvor kokke fra byens mange restauranter står klar til at tilberede dem, ofte over åben ild. Hvert år præsenteres der nye smagsvarianter for de mange gæster, der ikke skal have penge op af lommen. Muslingerne serveres nemlig gratis – med en lille snaps til, hvis det ønskes.
Muslingerne i Limfjorden betragtes som verdens bedste, fordi den langsomme vækst – på grund af vandtemperaturen – gør smagen meget mere koncentreret end i de større muslinger fra sydligere himmelstrøg.