Den Jyske Rosenpark i Aalestrup har fået ny forpagter.
55-årige Connie Kjellerup er per 1. februar ansat som ny forpagter i Den Jyske Rosenpark i Aalestrup. Her afløser hun Lene Christensen.
Connie Kjellerup er uddannet ernæringsassistent, og hun har blandt andet tidligere været forpagter af Aalestrup Idrætscenters Cafeteria. Senest har hun brugt sin uddannelse hos Danpo i Aars.
Den Jyske Rosenparks bestyrelseformand Ulle Skov siger, at der i forbindelse med forpagterskiftet har været travlhed med at kontakte alle, der har bestilt fest i pavillonen. Hun tilføjer i den forbindelse, at hvis man har bestil fest, og ikke er blevet kontaktet, så er festen ikke blevet registreret i orderbogen. I så fald opfordrer hun til, at man kontakter Connie Kjellerup.
I fredags blev overtagelsen fejret med en reception, og på billedet ses den nye forpagter i midten sammen med hendes mand Morten og datteren Nanna.