Henrik Hvorvarp fra Overlade er blevet ny formand for Løgstøregnens Venstrevælgerforening.
Løgstøregnens Venstrevælgerforening havde onsdag den 25. februar ordinær generalforsamling på Pavillon ChristiansMinde, hvor 26 medlemmer var mødt frem.
Formand Albert Veggerby Andersen gav i sin beretning i sin beretning, en stor anerkendelse til den kæmpe indsats, som de frivillige i hele kommunen udfører.
Men formanden udtalte også kritik af det det faktum, at Socialpsykiatrisk Boform Vestervang i Løgstør lukkes og flyttes til Aars, på trods af at der er masser af plads til udvidelse og kommunen selv ejer grundene til udvidelsen. Det er, set med formandens øjne, den billigste og bedste løsning at beholde boformen i Løgstør. Det blev ikke sådant, og det kan da vist kun kaldes for centralisering, sagde Albert Veggerby Andersen.
Partiets lokale folketingskandidat, Per Bisgaard fra Aalestrup, var inviteret med som gæstetaler på generalforsamlingen og var blandt andet i sin tale inde på hvor vigtigt infrastrukturen, eksempelvis ”Hærvejsmotorvejen” er for Vesthimmerlands kommune. Ud over infrastruktur er det landbrugspolitik og skolepolitik, som Per Bisgaard har sat sit fokus på.
Efter generalforsamlingen kom Løgstøregnens 3 Venstre-byrådsmedlemmer, Morten Mejdahl, Jens Lauritzen og Per Bach Laursen på talerstolen. De gav en grundig orientering om det aktuelle i byrådsarbejde her og nu og lidt ud i fremtiden. Det gav anledning til god debat blandt de fremmødte medlemmer.
Løgstøregnens Venstrevælgerforening skiftede formand på generalforsamlingen. Albert Veggerby Andersen trak sig som formand, og efterfølgende blev Henrik B. Hvorvarp enstemmigt valgt som ny formand.