Selv om 25 nye ungdomsboliger i Aars bliver 2,9 millioner kroner dyrere end først antaget, har Økonomiudvalget givet grønt lys til at fortsætte projektet.
Da politikerne i Vesthimmerland iværksatte planen om at få bygget 25 nye ungdomsboliger i Aars, var det på den betingelse, at huslejen ikke måtte overstige 2500 kroner om måneden. Den opgave påtog Boligselskabet Nordjylland sig, men da licitationsresultatet viste, at projektet blev 2,9 millioner kroner dyrere end forventet, bad selskabet om et nyt møde med Økonomiudvalget.
Det møde blev holdt onsdag, hvor parterne enedes om at gå videre med projektet trods fordyrelsen.
I følge Per Bach Laursen (V), der er medlem af Økonomiudvalget er boligsleskabet villige til at tilrette elementer i projektet for at få det til at lykkes. Til gengæld er politikerne gået med til, at den månedlige husleje i boligerne kan stige til 2.600 kroner.
Med aftalen kommer Vesthimmerland til at støtte byggeriet med det afsatte maxbeløb til grundkapitalindskud. Det vil sige en ekstraregning til kommunen på 167.000 kroner.
Per Bach Laursen siger, at hvis aftalen godkendes på det førstkommende byrådsmøde den 12. oktober, vil entréprenøren kunne gå i gang med planlægningn dagen efter, og så vil der forventeligt ligge en plan den 1. november for, hvornår ungdomsboligerne kan stå færdige til indflytning.