Der blev fisket krabber og søstjerner i Hvalpsund.
Tekst & foto: Per Lyngby
Hvis den overfladiske aktivitet af voksne og børn med fangstnet og vandkikkerter søndag eftermiddag er et udtryk for det liv, der er under vandoverfladen i fjorden ved Hvalpsund, ser det godt ud fra naturens synspunkt.
Anledningen til den store aktivitet ved badebroen og færgehavnen var den årligt tilbagevendende Naturens Dag, som Naturekspeditionen og den lokale afdeling af Naturfredningsforeningen står for.
Naturvejleder Karin Winther og hendes hjælpere havde travlt med at udstyre store og små med waders, net og vandkikkerter, så livet under overfladen kunne indfanges i net og på nethinde.
Oppe på stranden fortalte Karin Winther om de dyr, som blev fanget og placeret i små akvarier, så de senere igen kunne sættes ud i friheden. Undtagen fjordrejerne, som blev kogt og pillet, så alle interesserede kunne få en smagsprøve.
Lokale repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening var på plads med materialer og værktøj, så der kunne fremstilles “insekthoteller”, som gæsterne kunne tage med hjem til deres haver.
Eftermiddagen igennem kunne man også nyde Limfjorden fra søsiden, da der var gratis overfart med færgen Mary for alle gående passagerer, hvilket rigtig mange benyttede sig af.