Løgstørs største årlige begivenhed er muslingefestivalen, og foreningen bag har organisationen på plads til næste runde.
Der udvikles stadig på muslingefestivalen, som i 2019 var endnu en succes. Det kunne formanden for foreningen Muslingebyen Løgstør, Holger Pedersen, konstatere, da der torsdag aften var indkaldt til generalforsamling.
Byen var i år koblet til festivalen med en slange fra Kunsttorvet til byen, således at gæsterne nemt kunne finde vej fra havneområdet og op til byen og de handlende. Foodmarkedet var en stor succes med mange deltagere og telte, og så er børneaktiviteterne under festivalen eskaleret fra en sandkasse til mange spændende aktiviteter, fortalte Holger Pedersen på generalforsamlingen, som blev afholdt i Løgstør Sejlklubs lokaler.
Ansvaret for de mange opgaver under muslingefestivalen er uddelegeret til teamledere, som fik ros for deres indsats. I alt er omkring 100 frivillige tilknyttet festivalen.
Fra generalforsamlingen var der ønske om større åbenhed om aktiviteter og økonomi, og Muslingebyens koordinator Louise Sieker vil nu lægge en beskrivelse ud på Vesthimmerlands Kommunes foreningsportal.
Muslingebyens bestyrelse udgøres af Holger Pedersen (formand), Aage Grynderup (kasserer), Leif Myrup, Walther Schack og Lise Kvist. Suppleanter er Ove Andersen og Bruno Jensen.