7 millioner kommunale kroner er allerede på vej til at blive investeret i Aggersund i år. Mange flere kan være på vej.
Af Jacob Dalgaard
Aggersund kan være på vej ind i en ny æra, hvor afvikling afløses af udvikling. Længe har der været talt om de perspektiver, det kan få, hvis vikingeborgen blev udråbt som verdensarv, og sideløbende har der længe været planer fra private investorer om at etablere dagligvareforretning og andre gode tiltag som erstatning for ophobning af gamle biler.
Men endnu ligner Aggersund sig selv, selv om verdensarven kom i hus i september sidste år.
Noget er dog i gære. Her gælder ordsproget "kommer tid kommer råd" ikke. Der er lige omvendt. Kommer råd, kommer tid.
Byrådet afsatte i efteråret 7 millioner kroner til områdefornyelse i Aggersund. Det er et beløb, som - for at sætte det i perspektiv - er 1 million kroner større end det, der blev afsat til områdefornyelse i Farsø.
Mange flere millioner
Der er dog faldet en appelsin ned i Vesthimmerlands turban, siden budgetaftalen for 2024 blev underskrevet. Det skyldes, at fattige kommuner andre steder i landet ikke har haft råd til at bruge de midler, de har fået stillet til rådighed fra statens landsbypulje til netop områdefornyelser. Kommunerne får nemlig kun dækket 60 %, mens de selv skal finde 40 %, hvoraf de 5 skal trækkes op af kommunekassen, fordi der kun er låneadgang til de 35 %.
Det er dyrt at være fattig. Så andre steder i landet har man opgivet at områdeforny, og Vesthimmerlands Kommune har derfor fået fat i nogle af de midler, der er blevet til overs. Det giver muligheder for at give ekstra gas i Aggersund, og det skal der tænkes på nu.
For allerede i dag vælges det arkitektfirma, som skal lave et program for områdefornyelsen i Aggersund, og med de ekstra midler in mente er ambitionsniveauet steget. Derfor har kommunens administration bedt Økonomiudvalget om, at give arkitekterne beføjelser til at tænke større tanker, når de sætter sig til tegnebordet, så der er mulighed for at sætte flere projekter i gang, i takt med at der kommer flere penge.
Mere end blot Aggersborg
De 7 millioner kroner, der allerede er bevilget, er i stort omfang møntet på Aggersborgs nye status som verdensarv. Men andre projekter kan nu som minimum komme med i et program, som kan realiseres, når der er økonomi.
Borgmester Per Bach Laursen siger, at der skal laves en helhedsplan, og de penge, som er kommet Vesthimmerland til del, holder ikke evigt. De skal bruges indenfor en given periode. Og han er parat til at investere mere i Aggersund.
-Hvis vi vil noget med den Aggersborg-fæstning, kan det jo ikke hjælpe noget, at vi har den tilstand i Aggersund, som vi har nu, siger borgmesteren.
Økonomiudvalget mødes om sagen i morgen, og hvis der kan findes et flertal for det, bliver arkitekternes opgave at lave et program, der udvides til at omfatte:
- Aggersund Vandkant - nord for broen: Ved den gamle erhvervskaj: 30 mio. kr.
- Aggersund By: Generelle udviklingsinitiativer: 3 mio. kr.
- Aggersund syd for broen - Det Gamle Færgeområde: Udvikling af dette område: 3 mio. kr.
Det bliver dog i sidste ende en byrådsbeslutning, om der skal investeres yderligere i Aggersund.