Løgstør Skole er under massiv renovering i disse år. En renovering der både omfatter den indvendige bygningsmasse og den udvendige klimaskærm. Samtidig er der blevet sat 600.000 af til skolegården, som også har skreget på omsorg i adskillige år, og nu skal det være.
600.000 kroner forslår imidlertid ikke langt, når det gælder legepladser, og derfor ønsker skolen at få de 600.000 til at yngle. Dels ved at søge fonde, men også ved at finde sponsorer, såvel virksomheder som private.
- Vi har fået tilbud ind fra flere leverandører, og vi er slet ikke i tvivl om, at det er Kompan, vi ønsker at samarbejde med. De har lavet et bud, som rummer både en skolegård, der skaber bevægelse og gode rammer for frikvartererne, men også en legeplads, som kan bruges efter skoletid. Et sted, man har lyst at komme tilbage til. En legeplads, der indeholder mange små rum, hvor man kan være ugeneret sammen med sine venner. En legeplads, som byens idrætsklubber kan bruge, siger Lise Winther Carslen, der er viceskoleleder på Løgstør Skole.
Kompans skitse har været forelagt elevrådet på Løgstør Skole, og rådet er kommet med nogle ændringsforslag, som der arbejdes med, så det endelige projekt kommer til at passe til målgruppen.
Løgstør Skole håber nu på økonomisk og praktisk hjælp fra lokalområdet. Alle beløb er velkomne, skriver skolen i et brev. Derudover mangler skolen nogle frivillige til at hjælpe med nogle af de håndværksmæssige ting undervejs, som for eksempel at fjerne et halvt cykelskur, lægge fliser, beplantning osv.
Arbejdsgruppen bag legepladsen vil lave en takketavle på muren på fløj 3, hvor sponsorer og hjælpere kan få sit navn på, hvis man har bidraget på den ene eller anden måde. Man kan dog også vælge at gøre det anonymt.