Fodbold Jyllandsserien: Med en sejr på 3-1 over Sæby sikrede LIF sin eksistens, da Brønderslev samtidig satte point til i deres kamp mod Aalborg Freja.
Tekst og foto: Per Lyngby
Det var to hold i nedrykningsfare, som lørdag eftermiddag mødtes på Løgstør Stadion. Hjemmeholdet fik en drømmestart med et mål allerede efter 2 minutters spil, hvor en lang bold frem totalt kom bag på gæsterne, hvorved Mathias Larsen slap alene igennem med målmanden og scorede.
“Vi har en periode i første halvleg, hvor vi ikke hang sammen i kæderne og kom til at løbe lidt for meget efter Sæby. Men midt i halvlegen får styr på det, og uden yderligere scoringer kan vi gå til pausen med en føring på 1-0. Vi går ind til anden halvleg med den indstilling, at vi gerne skal op på 2-0, hvilket vil give mere ro på spillet. Det ser også ganske fornuftigt ud, og da vi fører bolden op i venstre side og afslutter med et indlæg, som havner midt for deres felt, kommer scoringen. Jesper Frederiksen modtager bolden og får lagt bolden op i det modsatte hjørne. 2-0 til os og vi er i kontrol”, fortæller træner Jakob Brix Mouritsen til Lokaltindblik.dk.
Med et kvarter igen kommer der dog igen nerve og intensitet i kampen, da Løgstør scorer selvmål og giver Sæby nyt håb. Gæsterne presser da også på, men da de ikke får omsat deres pres i mål slutter det i stedet med en scoring til Løgstør, da Christian Hjortshøj slipper fri og scorer til slutresultatet 3-1.
Lørdag eftermiddag spillede Brønderslev på udebane 2-2 mod Aalborg Freja, og dermed kan vendelboerne maksimalt komme på pointhøjde med holdet fra muslingebyen, som er bedst i indbyrdes opgør.
Ikke nok med, at Løgstør har reddet eksistensen og er sikret mindst Jyllandsserie 2 til foråret - det kan veksles til Jyllandsserie 1, hvis holdet kan tage til Birkelse og vinde efterårets sidste kamp. Dermed vil Løgstør komme op blandt de hold, som skal spille om oprykning til Danmarksserien i foråret, medens Birkelse så ryger i Jyllandsserie 2, som kan få yderligere et nyt vesthimmerlandsk hold i form af Gundersted, hvis de formår at vinde deres sidste kamp i serie 1.