Fodbold Jyllandsserien: Hjemmesejr til LIF i sæsonens anden kamp.
Efter premierenederlaget i Hirtshals, var det et opsat og sultent Løgstør-mandskab, som fredag aften gik på banen til hjemmekampen mod Lindholm.
Mathias Larsen sørgede for en drømmestart til værterne, da han allerede efter fem minutters spil bragte Løgstør foran med 1-0. Midt i halvlegen var det så Chris Severinsen, som øgede føringen til 2-0, der også var stillingen ved pausen.
I anden halvleg skulle man helt hen til 10 minutter før tid, før næste scoring faldt. Den blev sat ind af Lindholm, som dermed skabte spænding om udfaldet. Løgstør holdt stand i en intens afslutning og kunne dermed drage til Open Air med efterårets første tre point på kontoen.
I næste weekend spiller Løgstør igen på hjemmebane, hvor man får besøg af Brønderslev.