Sankt Hans-eksperimentet i Løgstør anno 2017 havde på forhånd mødt kritik fra flere kanter på de sociale medier, hvor opslag hurtigt sætter sindene i kog. En model af gamle huse blev sat i brand på vandet i Løgstør Havn, og det kunne anspore børn og andre svage sjæle til at få idéer, lød kritikken.
Ikke desto mindre blev bålet og husene antændt Sankt Hans aften, hvor mange mennesker mødte op på havnen for at overvære scenariet.
Ild har haft en central rolle i Løgstørs historie. To gange er byen brændt ned. I 1747 nedbrændte 14 huse, og i 1751 nedbrændte halvdelen af byen, da 40 gårde og huse forsvandt i et stort flammehav.
Ved byens 500 års jubilæum sidste år var netop ild og vand temaet, og dette tema fik en ny dimension med hus-bålet Sankt Hans aften. Det er Kaj Busk Petersen, der fik idéen til bålet, og han har selv bygget husene. Det var også ham, der fik æren af at sejle ud og sætte ild til det hele.
Til trods for at et forbipasserende lavtryk gav næsedryp, røde kinder og blå hænder, trodsede løgstørianere vejrliget og sang med på midsommervisen, som blev afsunget på smukkeste vis, og den nye direktør i Aalborg Kongres og Kultur Center, Nicolaj Holm, holdt båltalen.