Som et nyt tiltag fra Løgstør Håndboldklub til klubbens medlemmer bliver det nu muligt at komme på håndboldskole mandag og tirsdag i efterårsferien.
”Vi har konstateret, at vores medlemmer i stigende grad efterspørger aktiviteter i ferieperioder. Med det store antal medlemmer, vi har i alderen 8-14 år, prøver vi derfor i år at lave en håndboldskole for dem,” udtaler Lisbeth Frederiksen fra klubbens Børne- og Ungdomsudvalg.
”Ambitionen er at lave nogle sjove og spændende dage, hvor det selvfølgelig er håndbolden, der er omdrejningspunktet, men der vil selvfølgelig også være en del anderledes aktiviteter end dem, de lige kender fra den daglige træning. Vi kan i planlægningsfasen konstatere, at det er noget forældrene i klubben rigtig gerne vil bakke op om. Der er indtil videre, ikke blevet sagt nej fra nogle af de forældre, hvor vi har spurgt om hjælp,” siger Lisbet Frederiksen.
”Det glæder os rigtig meget, da det er de frivillige, der skal drive klubben og vores aktiviteter. Nu håber vi på en masse tilmeldinger fra vores medlemmer! Vi skal i hvert fald nok skabe rammerne om et par sjove dage,” slutter Lisbeth Frederiksen.