LIF Petanque sikrede sig søndag det nordjyske mesterskab i petanque i Karolinelund i Aalborg.
Igennem forår og en del af sensommeren 2019 har LIF petanque, hold Løgstør 1, deltaget i DGI's nordjyske petanqueturnering Limfjordsturneringen i B-rækken. Holdet består af 4 faste spillere samt en afløser. De fire faste spillere er Svend Glerup, Arne Nørgaard, Jan Holm og Peter Amdisen. Afløseren har været Børge Jensen.
Holdet har igennem denne periode spillet ialt 10 kampe og vandt turneringen, hvilket kvalificerede dem til finalen i de nordjyske mesterskaber.
Finalen blev afholdt i Karolinelund i søndags, og der var 12 hold, der havde kvalificeret sig i B-rækken. Derudover var der A-række og C-række.
Det blev en fantastisk dag med masser af gode kampe, godt vejr og humøret var højt hos deltagerne. Efter nogle spændende kampe løb Løgstør af med sejren og sikrede sig 1. pladsen. Det var et stolt hold, der drog mod Løgstør efter en rigtig god dag i Karolinelund.