2020 blev en gyser for Løgstør BIO, hvor de lækre biografsæder stod helt tomme en stor del af året. Alligevel slap biografen ud af coronaår 1 med skindet på næsen, hvor én film alene stod for 10 procent af billetomsætningen.
Af Jacob Dalgaard
Faktisk blev Løgstør BIO ramt af coronaen, inden vi i Danmark kendte til den nu verdensomspændende virus. I januar 2020 havde biografen besluttet at udskifte stolene i den lille sal til luksustole, ligesom i den store sal. Men leverancen blev forsinket grundet en virus, der florerede i Kina, hvor stolene skulle produceres. Resten er historie.
Stolene nåede dog at blive skiftet i 2020 og var klar til efterårferien. Men der er ikke slidt meget på dem, idet Løgstør BIO efter flere nedlukninger nu har været permanent nedlukket siden 16. december. Først den 6. maj 2021, kan biograferne se frem til åbne igen i følge den nyligt indgåede aftale om genåbning af Danmark.
Men det glæder Løgstør BIO's formand Mona Jensen:
"Det er en stor hjælp at hele branchen har noget at planlægge ud fra, så vi håber planen holder. Vi glæder os i den grad til at få liv i vores biograf igen."
Ordene kom på biografens generalforsamling, som blev afholdt virtuelt i aftes.
Druk solgte billetter
Mens Løgstør BIO endnu kunne byde et publikum indenfor, strømmede publikum til en række danske film, og den mest sete i Løgstør BIO i 2020 blev Druk, som siden er nomineret til to Oscars. Filmen solgte 1.399 billetter i Løgstør efterfulgt af Far til fire og vikingerne, der solgt 1.212 billetter.
Oversigt over mest sete film i Løgstør BIO i 2020:
I alt var der 14.008 publikummer i Løgstør BIO i 2020, hvilket helt indlysende ligger væsentligt under besøgstallet på 21.896 i 2019. Antallet af forestillinger faldt også fra 1.449 i 2019 til 846 i 2020.
Økonomisk havde den lokale biograf udsigt til en økonomisk øretæve som følge af coronaen, men Mona Jensen er stolt af, at Løgstør BIO efter et år med tre nedlukninger alligevel kan præsentere en bundlinje med et lille overskud på 20.143 kroner efter afskrivninger takket være en hjælpepakke til omkostningsrefusion. Året forinden var overskuddet 346.105 kroner.
Genvalg over hele linjen
Der var på aftenens generalforsamling genvalg på alle pladser, og bestyrelsen har konstitueret sig således.
Formand: Mona Jensen
Næstformand og driftgruppe: Lars Weje
Kasserer: Susanne Hansen
Sekretær: Mette Jacobsen
Filmgruppe: Louise Koefoed Mortensen
PR-gruppe: Annette Adamsen
Personalegruppe: Ann Rosborg Larsen
Teknik: Troels Rosborg Larsen
Bestyrelsesmedlem: Anette Birk
IT og suppleant: Torben Jacobsen
Suppleant: Stine Damgaard