Byrådets løsgænger Liselotte Jensen har nu valgt at melde sig under Inger Støjbergs faner.
Af Jacob Dalgaard
Der har været stille på min side et stykke tid, og det har der været, fordi jeg havde brug for at tænke mig godt om. Så det er med stor overvejelse og glæde, at jeg i dag er blevet enige med Danmarksdemokraterne om at repræsentere dem fremover.
Sådan skriver Liselotte Lynge Jensen fra Løgstør i en pressemeddelelse her til aften.
Hun meldte sig i sommer ud af Dansk Folkeparti, da de interne stridigheder i partiet begyndte at slå ud i lys lue. Hun var partiets eneste repræsentant i byrådet i Vesthimmerland, og siden har hun været løsgænger.
Det er hun som sådan stadigvæk, da Danmarksdemokraterne ikke i forvejen er repræsenteret i byrådet i Vesthimmerland. Det bliver partiet nu i skikkelse af Liselotte Lynge Jensen, som er næstformand i sundhedsudvalget.