Der var dækket op med lækker frisk frugt, nøddemix og kaffe på kanden, da de ansatte i Kulturskolen Vesthimmerland for nyligt sammen med Vesthimmerlands Biblioteker mødtes i deres nystartede læseklub efter alle at have læst den korte og tænksomme roman ”Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent.
Efter et par indledende spørgsmål til bogen går snakken legende let og med underbyggende gestikulationer og anerkendende nik tværs over bordet. Der grines flere gange over sjove og finurlige passager i bogen, som deltagerne skiftevis peger ud: ”Det er sjovt at høre hinandens oplevelser og forståelse af bogen. Man oplever andre og nye vinkler”, lyder det blandt deltagerne.
Flere af deltagerne måtte indrømme, at de, i den indledende del af bogen, nok ville have smidt bogen fra sig, hvis ikke de havde indvilliget i læseklubben. Imidlertid var alle enige om, at de var glade for at have læst bogen til ende. Bogen skulle blot læses i gang, og så åbnede sig en både finurlig, tænksom og til tider humoristisk fortælling om livets grundvilkår. Det er tydeligt at mærke, at det, at have læst bogen i fællesskab og derefter snakke om den, er noget, der forstærker deltagernes oplevelse af den læste bog: ”Når man snakker om en bog, som alle har læst, så husker man den bedre”, lyder en observation fra bordet.
Tid til at tage sig tid
Startskuddet for læseklubben ligger tilbage i april, da Kulturskolen takkede ja til at deltage i Vesthimmerlands Bibliotekers udviklingsprojekt ROmanTID – et projekt, hvis mission er at lukke ned og finde åndehuller til læsning og fordybelse i den travle hverdag. Forskning viser nemlig, at når vi fordyber os med fx læsning, så øges vores mentale sundhed. Helt konkret kan læsning være med til at sænke blodtrykket og modvirke stress.
Der var da heller ingen tvivl hos Kulturskoleleder Kristian Dalgaard Nielsen om projektets relevans og aktualitet, da biblioteket inviterede Kulturskolen med på projektet: ’Litteratur er et område, der ikke typisk er repræsenteret i Musik- og Kulturskolernes tilbudspallette. Det kunne den være, og det burde den måske være. Litteraturen er et ligeværdigt kultursprog på linje med teater, musik og billedkunst. Derfor er det interessant for Kulturskolen at beskæftige sig med den. Jeg har brugt invitationen til at spejle Kulturskolens åbenhed og forandringsparathed. Det er med stor glæde, at jeg har observeret, at der er blevet taget godt imod projektet, og jeg tillægger det den betydning, at vi som arbejdssted og fællesskab har tillid til hinanden og overskud i forhold til kerneopgaven’, lyder det begejstret fra Kristian Dalgaard Nielsen.
Håndplukkede bøger og oversete tidslommer
Kulturskolen Vesthimmerland er andet hold, der deltager i projektet sammen med Vesthimmerlands Biblioteker. I efteråret kørte biblioteket deres første forløb med medarbejdere fra Friplejehjemmet Hesselvang, der gennem projektet genfandt læseglæden og ikke mindst blev bevidste om, hvor meget digitale tidsrøvere som fx Facebook fylder i hverdagen.
Fælles for deltagerne hos både Kulturskolen Vesthimmerland og Friplejehjemmet Hesselvang er, at de alle har modtaget individuel vejledning med fokus på både læsning og tid. Hver deltager er blevet præsenteret for en håndfuld bøger, der er håndplukket til lige netop dem. Derudover har hver deltager fået hjælp og vejledning til at finde tid til at få læsningen ind i hverdagen. Nogle læser bøger med ørene (lydbøger), når de fx kører bil, strikker eller laver mad, mens andre nyder læsningens afslappende effekt efter arbejde, mens maden simrer i gryderne eller inden sovetid.
Åndehuller i en travl hverdag
ROmanTID er et toårigt projekt, der havde sin opstart i februar 2017. Projektet er støttet af Slot- og Kulturstyrelsen og består udover Vesthimmerlands Biblioteker også af Rebild Bibliotekerne, Mariagerfjord Bibliotekerne og Brønderslev Bibliotek. Sammen har bibliotekerne et ønske om at skabe små åndehuller via læsning hos ”den travle familie” og ”hverdagsdanskeren”, hvis hverdag ofte er præget af travlhed og digitale tidsrøvere.