Fodbold: Nederlag i Arden betyder, at vesthimmerlændingene ikke selv kan afgøre oprykningen.
Tekst: Per Lyngby
Da Nibe og Aalborg B52 lørdag eftermiddag spillede 3-3 i deres indbyrdes opgør, kunne Kvik-Aalestrup overhale indenom og overtage førstepladsen, hvis de formåede at besejre Arden på udebane.
Desværre for Kvik-Aalestrup kom det ikke til at gå sådan. Arden vandt en sikker sejr på 4-1, og dermed er Nibe fortsat på førstepladsen med 24 point, medens Kvik-Aalestrup, Gundersted og B52 bider dem i haserne, da alle tre hold har 23 point.
I sidste runde skal Nibe møde bundholdet Doense-Vebbestrup. Gundersted og Kvik-Aalestrup tørner sammen og endelig skal B52 en tur til Farsø. Meget tyder på, at det bliver Nibe som rykker op for andet år i træk - medmindre Doense-Vebbestrup vil drille dem, inden de selv ryger ned i serie 3.