Fodbold: For tredje kamp i træk blev det til et enkelt point for oprykkerne i serie 1.
Tekst: Per Lyngby
I fodboldkredse er det lidt en myte, at italienske hold er eksperter i at spille uafgjort og til at være gode til at forsvare. Med den præmis, har oprykkerne fra Kvik-Aalestrup fået lidt af en italiensk start på sæsonen med målfattige og uafgjorte kampe. Og den tredje kamp blev ikke nogen undtagelse: 0-0 hjemme mod Tjele Vest Sport, som også er oprykkere i serie 1.
“Defensivt kunne vi i hvert fald spille med i toppen af Serie A, føles det…”, lød det fra assistenttræner Danny Bartholomæussen, da Lokalindblik.dk hentydede til de italienske dyder. Samtidig peger han dog også på, at hans mandskab manglede skarphed i en kamp, som de dominerede fra start til slut.
“Det er frustrerende kun at stå med ét point efter kampen i dag. Vores keeper kunne have stået uden handsker, ikke én eneste gang blev der brug for et indgreb med hænderne. Der er ikke noget at forklejne Tjele Vest Sport for, at de står med samtlige spillere på egen banehalvdel, for de havde vitterligt ikke ret meget at skyde med. Men vi var omvendt ikke gode nok til at skabe kampen - alt for mange indlæg endte i træerne, og de tilfældige bolde i feltet søgte vi ikke viljestærkt nok. Det er skidt, at vi ikke vinder i dag. Indstillingen var fin, men vi skal grave noget mere power og kvalitet frem i de offensive aktioner, for defensivt har vi været yderst solide”, lød det fra Danny Bartholomæussen.
I den kommende weekend gælder det en svær udekamp mod Vorup, hvor det vesthimmerlandske/italienske defensiv skal stå sin prøve. Vorup har nemlig vundet med ikke mindre end 6-1 i deres første kamp, og har således brugt en enkelt kamp på at opnå lige så mange point, som Kvik-Aalestrup har hentet i 3 kampe.