Fodbold: Lørdag blev det til den tredje sejr på stribe til Løgstør i serie 1.
Tekst & foto: Per Lyngby
Med en hjemmesejr på 2-0 over Hanstholm fuldendte Løgstør lørdag eftermiddag et fornemt hattrick med 3 sejre på stribe. Dermed rykker holdet op over nedrykningsstregen og fortsætter de resultatmæssigt gode takter - selv om spillet lørdag ikke var prangende.
“En på papiret sikker 2-0 sejr, men lad os bare være ærlige, hvis vi havde tabt 6-2, havde det nok været fair nok”, erkender Løgstørs Christian Hjortshøj Jensen.
På forhånd havde man i Løgstør-lejren talt om, at man skulle fortsætte de gode takter fra de to foregående kampe. Spillemæssigt lykkedes det ikke. Stort set alle præsterede under niveau - eneste undtagelse var målmand Sebastian Kronborg, som nærmest ene mand hold sit hold inde i kampen med en række store redninger.
“Vi går heldigt til pause med 0-0, og vi bliver enige om, at vi i det mindste måtte arbejde stenhårdt for hinanden. Det gjorde vi og begyndte også at spille lidt fodbold, hvilket gav os et frispark på kanten af feltet 7 minutter inde i anden halvleg. Der vidste vi allerede godt, at der ville stå 1-0! Jesper Frederiksen går til bolden og sender den flot mod langt hjørne uden chance for keeperen. 1-0, yderst ufortjent”, siger Christian Hjortshøj.
Med et kvarter igen opsnapper Jesper Frederiksen en dårlig aflevering fra målmand til back, dribler ned mod målet, spiller bolden udenom med hælen, hvor Mathias Larsen kommer stormende og scorer med det meget kolde højreben og fortsatte dermed den gode stime med scoringer i de seneste fire kampe.
Mod slutningen byder Hanstholm igen ind med flere gode chancer, som de til deres store frustration må se Sebastian Kronborg redde igen og igen.
“Ufortjent kan man vel kalde det, men det handler om at være skarpest. I den omvendte kamp var det os der dominerende men Hanstholm der vandt. Lørdag var det omvendt, så på den konto står der 1-1. Vi tager med videre, at vi nu også formår at vinde kampe, selvom vi ikke er prangende. Og vi har fået bevæget os op i midterfeltet. Men der ligger stadig en nedrykning og truer, så vi skal fortsætte med at vinde fodboldkampe for at sikre os så hurtigt som muligt”, slutter Christian Hjortshøj.
I næste runde venter et spændende lokalopgør på udebane mod topholdet Gundersted.