Det konservative byrådsmedlem fra Farsø, Kirsten Moesgaard, er skuffet over sine partifællers håndtering af den kritik, der har været af borgmesteren.
I en pressemeddelelse gør Kirsten Moesgaard opmærksom på, at hun de seneste par måneder ikke har deltaget i den konservative gruppes arbejde. Det sker sideløbende med, at hun som medlem af Økonomiudvalget har udtalt kritik af borgmesterens dispositioner i sagen om hans inhabilitet.
"Især er jeg skuffet over, at gruppen ikke tager afstand fra borgmesterens politianmeldelse af en byrådskollega for en udtalelse, som er i fuldstændig overensstemmelse med de udtalelser, som er kommet fra det samlede økonomiudvalg – bortset fra borgmesteren," skriver Kirsten Moesgaard.
Hun hentyder til Knud Kristensens anmeldelse af løsgænger Annette Vahlgreen, som i september i et læserbrev beskyldte borgmesteren for at tale usandt. Om den famøse sag om inhabilitet, skrev hun i et læserbrev den 20. september her på Lokaltindblik.dk, at det "er beskæmmende, at du som borgmester, bare lader som ingenting og ikke straks erklærer dig inhabil og forlader lokalet."
Siden har Knud Kristensen på et byrådsmøde erklæret, at han aldrig kommer til at trække politianmeldelsen tilbage. Senere i forløbet har det kommunale tilsyn dog fastslået, at Knud Kristensen vitterligt var inhabil i sagen, sådan som det øvrige Økonomiudvalg - herunder også Kirsten Moesgaard, havde besluttet udenom borgmesteren.
Bortset fra Kirsten Moesgaard har den konservative byrådsgruppe bakket 100 procent op bag borgmesteren, mens Økonomiudvalget har udtalt, at de har mistet tilliden til Knud Kristensen.