Undgå fluer, maddiker og flydende ”snask”. Slå en knude, skyl og vask.
Med ovenstående poetiske rim minder Renovest om, at fluer og maddiker trives på varme dage i direkte sol. De tiltrækkes af lugt og råddent mad. Derfor anbefaler Renovest, at man vasker alle sine containere rene mindst én gang om året – gerne nu – her inden sommeren for alvor sætter ind.
Generelt er det vigtigt, at man altid lukker sine affaldsposer grundigt med en knude. Gør man det, minimerer man ”snask” i bunden af containeren – og dermed risiko for at spyfluerne finder vej. En årlig vask med haveslange og børste - samt en spandfuld sæbevand er som regel nok, oplyser kommunikationsmedarbejder Lene Skjærbæk Røge fra Renovest.
Står dine containere frit for solen, bør du vaske oftere.
Fakta: Maddiker er små larver, der kommer fra spyfluers æg. De udklækkes 1-2 døgn efter fluen har lagt æggene. På en uge vokser maddiker sig store og efter 10-12 dage bliver de til fluer. Maddiker er ikke sundhedsskadelige, de er bare ulækre. Fluer elsker råddent mad og det er lugten der tiltrækker dem. Er posen lukket forsvarligt, mindsker man risikoen for æglægning.