En flok unge musiktalenter fra den nordlige halvdel af Jylland var søndag i Løgstør for at træne i at optræde for et publikum.
Mens butikkerne i Løgstør i dag begyndte at åbne op til søndagshandel, gik Stine Bisgaard fra Viborg på scenen i det lille telt, der var opstillet i Østerbrogade. Her fik hun sin debut som sanger med Jyske Talenter, der er en forening, der har som formål at finde talenter og give dem muligheden for at optræde for et ægte publikum.
Stine er blot en af flere unge, som turnerer rundt og optræder for at afprøve talentet. I Løgstør kunne lokale talenter også melde sig til en audition for at blive vurderet, om talentet rækker til at blive en del af turnéen, der blandt andet har bragt de jyske talenter helt til Italien. Men ingen havde meldt sig til audition i Løgstør, hvor publikum derfor "kun" fik talenterne fra blandt andet Hobro, Støvring, Frederikshavn og Viborg at se og høre.