KVARTALSRAPPORT: Resultat før skat på 87 mio. kr. efter markant udlånsfremgang, tilbageførte nedskrivninger og positive kursreguleringer
Jutlander Bank kom ud af første kvartal 2018 med et resultat før skat på 87 millioner kroner, hvilket er 7 millioner kroner bedre end året før, og resultatet betegner banken selv som ”meget tilfredsstillende”.
Medvirkende til den positive udvikling er en markant udlånsfremgang. Bankens egne udlån er steget med 12,3 procent, og værdien af de lån, som banken formidler til sine kunder for realkreditinstitutterne Totalkredit og DLR, er steget med 13,1 procent siden første kvartal 2017.
”Det er alt sammen udtryk for stigende aktivitet i de områder, hvor vi er til stede, hvilket er glædeligt både for vores kunder og for de lokale samfund. Og for banken, for når vi ekspederer flere lån, stiger vores indtjening logisk nok også”, konstaterer Jutlander Banks ordførende direktør, Per Sønderup. Bankens netto rente- og gebyrindtægter er således steget med 4,9 procent fra første kvartal 2017 til første kvartal 2018.
Jutlander Bank kom ud af 2017 med et meget flot resultat, og første kvartal 2018 lægger sig i kølvandet på udviklingen sidste år.