Lokalhistorisk Arkiv i Løgstør er flyttet i større lokaler. Det blev fejret med en festlig åbning i går - og en re-verdenspremiere.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Hele Løgstør og omegns historie er samlet på Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og omegn. Historien er som bekendt 500 år gammel alene for byen, så det er en omfattende samling, som arkivets frivillige siden oktober har flyttet fra det gamle arkiv i Torvegade 6 til det nye i Østergade 5e.
I går var de mange arkivalier omsider kommet på plads, og arkivet havde indbudt til åbning med rundvisning og et glas vin.
Det er kommunen, som ønskede bygningen i Torvegade rømmet. I stedet fik Lokalhistorisk Arkiv stillet større lokaler til rådighed på første sal i den gamle skole i Østergade.
Arkivleder Finn Jensen er glad for de ekstra kvadratmeter, som har givet bedre arbejdsbetingelser for arkivets stab af frivillige medarbejdere. Det har også givet plads til en særudstilling om forfatter Johan Skjoldborg, som indtil sin død i 1936 boede i Løgstør.
Ved indvielsen i går hev Finn Jensen en ekstra overraskelse op af hatten. Efter en ihærdig indsats er det nemlig lykkedes ham at anskaffe en lydoptagelse fra 1934, hvor Johan Skjoldborg oplæser to af sine digte. De blev - som en re-verdenspremiere - afspillet for de omkring 35 fremmødte gæster, som sikkert har måttet spidse ører for at få fuld forståelse af den stærkt dialektiske fremførelse fra den kendte forfatter. .
Men glæden ved at have Johan Skjoldborgs stemme i arkivet kunne Finn Jensen ikke skjule.
"Vi har en stor samling med hans bøger, billedserier og mange andre ting. Og nu har vi også hans stemme," strålede arkivlederen.
En række sponsorerer har hjulpet arkivet med at komme til rette i de nye lokaler. Spar Nords direktør, Leif Ø. Christensen, kom således forbi med en check på 5000 kroner til dækning af en fladskærm, som arkivet har monteret på væggen. Desuden er hele Nordeas frokoststue fra den nedlagte Løgstør-filial, blevet skænket til arkivet.