Venstres medlem af byrådet, Jens Lauritzen, ønsker at samle tre af kommunens 4 genbrugspladser på én matrikel. Men et flertal besluttede at bibeholde en decentral struktur.
Af Jacob Dalgaard
Det er åbenbart vigtigere at bibeholde lokale genbrugspladser end det er at beholde de lokale skoler.
Sådan konkluderede Jens Lauritzen i går i byrådssalen, da han ikke kunne samle opbakning til at etablere en ny, stor genbrugsplads til erstatning for genbrugspladserne i Farsø, Aalestrup og Aars.
Hvor Venstre har været fortaler for at bevare en decentral skolestruktur, har partiet været fortaler for at samle genbrugspladserne to steder; den nuværende på Renovest i Oudrup og en ny et sted midt i kommunen.
"Jeg bøjer mig, hvis man vil have en genbrugsplads på hvert et gadehjørne. Men det bliver dyrere, for det er der ingen stordriftsrationale i," sagde Jens Lauritzen på byrådsmødet og tilføjede.
"Jeg kan ikke gå ind for det her, når vi har sagt til alle de andre forsyningsselskaber, at det ikke må være dyrere at være vesthimmerlænding." Og dyrere bliver det, når der skal holdes 4 genbrugspladser kørende i stedet for 2, mener han.
Vil gerne betale ekstra
Men Socialdemokraternes Rasmus Vetter vil gerne betale ekstra for at bevare en lokal genbrugsplads, og det mener han også, borgerne vil.
Hans gruppeformand Palle Jensen mener heller ikke, at borgerne efterlyser en central genbrugsplads. Projektet falder også negativt ud, hvis der skulle laves et Co2-regnestykke, der tager udgangspunkt i, at borgere skal køre langt med deres affald til en central genbrugsplads, bedyrede Palle Jensen.
Fire genbrugspladser er nødvendigt for at bibeholde et vist serviceniveau, og det er en nødvendighed, fordi kravene til kildesortering er så store, og de bliver bare værre og værre, kom det fra de Konservatives Klavs Bojsen.
Hos SF er man som udgangspunkt enig i Klavs Bojsens konklusion - blot med den tilgang, at øget kildesortering er "bedre og bedre".
Ny genbrugsplads i Farsø
Baggrunden for debatten er et krav om, at genbrugspladsen i Farsø skal flyttes. Pladsen er trang, og håndteringen af haveaffald er allerede flyttet et andet sted hen, fordi støjkravene ikke kan overholdes. Der er for længst afsat 6 millioner kroner til en ny genbrugsplads på Røjbækvej, da forslaget om at bygge en ny, central genbrugsplads dukkede op.
Et massivt flertal i byrådet besluttede i dag at lægge dette forslag i graven for at bevare 4 decentrale pladser. Men uden Jens Lauritzens stemme.