Hanne Methlings jættestuekoncerter plejer at foregå i jættestuer. Men som en nyhed er de nu også kommet på museum.
I Stenaldercenter Ertebølles smukke museumsbygning bringer hun den 5 august vores forfædre til live i nye sange og foredrag. Der er to koncerter at vælge imellem, og de varer begge ca. en time og et kvarter.
Man kan i den ene koncert høre om neandertalernes møde med Homo sapiens. Følg rensdyrjægernes jagt på den sydskandinaviske tundra. Landet springer langsomt i skov, og her møder vi Maglemose-jægerne på deres sommerboplads og på uroksejagt. Hør om Kongemose- og Ertebølle-kulturenes fine kunst og deres liv ved kysterne og fjordene. Frem til jægernes møde med bønderne sydpå.
I det andet tunes der ind på bondestenalderen. Den tidlige bondekultur har præget det danske landskab med deres storstilede byggeri af dysser og jættestuer. Hør hvordan, vi tror, de byggede dem, og hvorfor. De producerede også en yderst raffineret keramik. Mød åndemanersken, og pottekonen der fremstiller et offerkar. Følg med flinthuggerne ned i flintminen. Og med stammen, der må flytte efter ny jord at dyrke.
Jættestuekoncerter 2016 er en sommerturné rundt i ni af Danmarks største jættestuer samt Stenaldercenter Ertebølle. Projektet befinder sig i feltet mellem ny musik og oplysning, og koncerterne henvender sig til voksne, unge og store børn.
I sommeren 2015 lancerede Hanne Methling sit musikalske oldtidsprojekt med en koncertturné om bondestenalderen. Det blev en velbesøgt succes, og i år er det udvidet med nye sange om jægerstenalderen. Derfor er det også oplagt, at koncerterne kommer til Stenaldercenter Ertebølle.
Hanne Methling er sanger og sangskriver i folk/world-genren. Hun akkompagnerer sig selv på guitar, ofte i skæve taktarter. Hun bruger sin stemme som et instrument, af og til med ordløse sekvenser i sangene. Hendes danske tekster er som digte eller historier. Altid billedskabende og med en klar fornemmelse for menneskets forbundethed med naturen.