Lina Rafn og co. skal få årets koncertrække på Løgstør Open Air til at kulminere, når det danske diskoband går på scenen i Kristiansmindeskoven som det 6. og sidste den 15. august kl. 22.30.
Af Jacob Dalgaard
Alle navnene til årets Løgstør Open Air er nu offentliggjort. Sidste navn i rækken er Infernal med forsanger Lina Rafn i spidsen. Hun er efterhånden mest kendt for sin rolle som dommer i X-Factor, men hun er også en populær halvdel af duoen i Infernal, som i 2015 tager på turné i Danmark.
Infernal har tidligere været på scenen til Løgstør Open Air i 2006 og 2010. Men denne gang bliver det et anderledes show, lover Jesper Kjelgaard fra Open Air-gruppen.
"Denne gang kommer de og leverer en fest og energibombe uden lige, og de har flere dansere med på scenen i år," siger Jesper Kjelgaard.
I går blev det afsløret, at Birthe Kjær - måske lidt overraskende - bliver et af navnene på årets Open Air. Hende har Jesper Kjelgaard selv oplevet i Dybvad sidste år, og hun "væltede" både unge og gamle. Derfor tror han på, at hun kan gøre det samme i Løgstør.
Koncerterne starter klokken 13 med Danser Med Drenge på scenen. De øvrige navne på Løgstør Open Air er Double D., Ankerstjerne og Østre Gasværk.