Forårets femte borgermøde i Kulturarvstjenesten Vesthimmerlands rundrejse finder sted i Hornum, som indtil slutningen af 1800-tallet blot bestod af Ulstrup kirke med præstegård, skole, kro, en fattiggård og nogle enkelte gårde.
Først med jernbanens ankomst i 1893 udviklede Hornum sig hastigt, og i løbet af 20-30 år var der en fuldt funktionsdygtig stationsby med alle de ”servicefunktioner”, som typisk fandtes i disse byer: Mejeri, kro, missionshus, frimenighedskirke og købmand/brugsforening.
Hele byens opbygning vidner således om stationsbyens opståen på en nærmest bar mark. Mange stationsbyer opstod i perioden 1850-1940 i forbindelse med udbygningen af jernbanenettet grundet den stigende produktion og købekraft i landbruget. Etableringen lettedes samtidig, da næringsfriheden uden for købstæderne blev styrket fra 1862.
Historien om Hornum er i høj grad historien om stationsbyen og jernbanen. Stationsmiljøet med stationen og de tilhørende bygninger og perron fortæller et stykke væsentlig vesthimmerlandsk historie, og der er i Hornum bevaret mange af de oprindelige strukturer, som er forsvundet i de store stationsbyer som Farsø og Aars.
Hør meget mere om byens udvikling og historie, når Kulturarvstjenesten den 13. maj kommer til Hornum. I samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv for Hornum og Omegn og Borgerforeningen inviteres alle interesserede til en spændende aften i kulturarvens tegn på Plejecenter Ulstruplund.