Fodbold: På en solid anden halvleg sikrede Hornum sig en 3-0 sejr over Skelund.
Tekst: Per Lyngby
Med en sikker hjemmesejr på 3-0 over Skelund, fik Hornums oprykkere en god start på sæsonen i serie 2.
"Det var en ret lige første halvleg uden de store chancer. Klassisk premiere. De sidste 10 minutter af halvlegen sætter vi os dog på kampen. Vi fortsætter efter pausen, som vi sluttede, og nu kom målene. Først begåes der straffe på Nicolai Pedersen, som Niclas “Siv” Nielsen sikkert omsatte til mål. Philip “Pippo” Mortensen scorede til 2-0 på forarbejde af Marc K. Nielsen. Sidstnævnte afgjorde kampen med 3-0 målet efter forarbejde af Simon Baade", fortæller HIF-formand Johnny Nielsen.
Formanden mener, at sejren endda kunne være blevet større, hvis hjemmeholdet havde formået at udnytte de mange muligheder, som holdet fik i 2. halvleg.
"Skelund kommer til at få det svært, for vi forventer fortsat at skulle arbejde hårdt i bunden af rækken. Målt på dagens kamp, kommer Skelund ret sikkert til at være med i ræset i den tunge ende af rækken, så den vej rundt, var sejren ekstra vigtig", fastslår Johnny Nielsen.