Fodbold: Der er lagt op til spændende topkamp i Hornum på søndag.
Tekst: Per Lyngby
Formand Johnny Nielsen har ikke været helt tilfreds med det målmæssige udbytte i Hornums første to kampe. Men tirsdag aften kunne formanden glæde sig over, at det blev til en sikker sejr på 5-1, da Hornum på udebane mødte bundholdet Møldrup.
Philip Mortensen, Mads Rask og Nicklas Sigvardsen sørgede for en føring på 3-0 ved pausen, og i anden halvleg var det så Martin Kjær Christoffersen og Philip Mortensen, som slog sejren fast.
Med sejren stryger Hornum op på førstepladsen med 7 point efter tre kampe, men åndes dog i nakken af IK Rosendal, som ligger lige efter med 6 point for to kampe. Dermed er der lagt op til topkamp på Hornum Stadion søndag eftermiddag.