Himmerland Forsikring Cup 2019 blev stor succes for 1600 unge og glade fodboldspillere. Arrangørerne fik meget ros af både spillere, trænere og forældre for afviklingen af turneringen.
Det var en glad og tilfreds tovholder på stævnet, der søndag aften i den forgangne weekend sluttede efter 2 weekender med over 500 fodboldkampe og med deltagelse af 1600 glade børn og næsten samme antal forældre i Lanternen i Løgstør og i Ranum Multikulturhus.
"Vi har haft rigtig mange frivillige fra Løgstør IF i gang i forbindelse med afvikling af stævnet. Det er over de 2 weekender blevet til et godt stykke over 100 frivillige mand – men når vi får rosende tilbagemeldinger på afviklingen fra både spillere, trænere og forældre giver det selvfølgelig os alle blod på tanden til at afvikle stævnet i ligeså stort og måske endda større omfang til næste år”, siger Tom Cortsen, Løgstør IF som har været tovholder på afviklingen af stævnet.
”Som noget nyt havde vi i år todages turnering for enkelte af rækkerne, hvor vi havde arrangeret overnatning for 120 af spillerne på Løgstør Skole. Det har været så stor en succes, at vi allerede i overvejelserne til næste års cup måske rammer op i mod 500 spillere, der gerne vil overnatte, da vi vil tilbyde overnatningsmuligheder til flere årgange”, slutter Tom Cortsen.