Løgstør Ro- og Kajakklub tog i søndags hul på en ny sæson. Samtidig blev der gjort status over den foregående.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Klubbens vimpel blev søndag klokken 10 hejst op i flagstangen på klubhuset ved Frederik den VII's Kanal i Løgstør. 24 fremmødte medlemmer råbte et leve for den 105 år gamle klub.
Bagefter blev der holdt generalforsamling i klubhuset, hvor formand Per Ladefoged Clausen aflagde beretning for 2014. Og det var et godt år med mange medlemmer og stor aktivitet i robådene og kajakkerne.
"Der er nu godt 140 medlemmer af klubben. Vi er klar over, at vi vil miste en 20-30 stykker, og vi ved det, fordi flere ikke var aktive i 2014. Men erfaringer viser, at der også i år er nye, der melder sig til at blive roere eller kajakroere. Med en stærk økonomi skal vi nok klare den – også selv om vi får en tilbagegang," sagde Per Ladefoged Clausen.
De gode takter i klubben kan også aflæses i antallet af medlemmernes roture og kajakture på vandet, som steg markant.
Benytter sms-tjeneste
Til gengæld har bestyrelsen erfaret, at det ikke tjener noget formål at planlægge ture for en hel sæson. Det har ført til mange aflysninger på grund af dårligt vejr. Formanden fortalte, at klubben derfor er gået over til en anden strategi:
"Vi er gået over til at lave sms ture, hvilket vil sige, at vi udsender en sms f.eks torsdag, hvis vejret for den kommende lørdag tegner godt."
Løgstør Ro- og Kajakklub har - i følge formanden - det udstyr klubben har behov for. Til gengæld bliver der udfordringer på klubbens ene bådehus.
"I de kommende år bliver der behov for større renoveringsarbejder på klubbens ældste bådehus. Den gamle bygning skal have ny facade samt fuges om på vestsiden. Vi har overslag på kr. 150.000 kroner og søger tilskud ved kommunen og klubbens fonde," lød det fra formanden.
Den siddende bestyrelse fortsætter uforandret og består af Per Ladefoged Clausen, Mogens Lynge, Jørgen Birk, Inge Boller Jensen og Eva Søjberg. Suppleant er Bente Pedersen.