Hærværk, ildspåsættelse og madaffald har givet problemer på Kimbrertorvet.
Tekst & foto: Per Lyngby
Hærværk og ildspåsættelse ved den nye overdækning på Kimbrertorvet i Aars har betydet, at anlægsregnskabet for det store projekt til omkring 12 mio. kr. er blevet godt 272.000 kr. dyrere for kommunen end de 6.250.000 kr., der oprindelig var afsat i budgettet.
På det seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget skulle politikerne forholde sig til anlægsregnskabet, som man indstiller til godkendelse med den bemærkning, at merforbruget finansieres via kommunens kassebeholdning. Dermed ender den samlede udgift for kommunen på 6.522.384 kr. Overdækningen er yderligere finansieret ved hjælp af bidrag fra fonde.
Fra administrationens side påpeges det, at problemerne har gjort det nødvendigt at installere videoovervågning på facaden af bygningen. Desuden har der været problemer med madaffald, som har gjort det nødvendigt at imprægnere flisebelægningen under overdækningen. Af frygt for hærværk har kommunen endvidere opført et skur til affaldscontainere, som således kan placeres sikkert.
For at kunne opnå ibrugtagningstilladelse har det været nødvendigt at investere i et solfangeranlæg på taget af sidebygningen, så man kan præstere et energiregnskab i balance. Den del var heller ikke med i det oprindelige budget.
Med vedtagelsen af anlægsregnskabet i Teknik og Miljøudvalget, mangler det nu at blive godkendt i Økonomiudvalget, hvilket må betragtes som en formsag.