Fodbold: Trods et klart nederlag er der stadig håb om redning i jyllandsserien.
Tekst: Per Lyngby
AaB mod Gundersted. Det lyder som David mod Goliat, også selv om det ikke er superligaspillerne, som de rød- og hvidstribede stiller med mod brumbasserne i de gul-sorte dragter, som er landsbyklubbens kendemærke.
Og overmagten var da også for stor, da AaB lørdag gæstede Freja Park i Gundersted. Da slaget på grønsværen var slut, stod der 5-1 til gæsterne, som indtager en delt førsteplads sammen med Frederikshavn.
“Vi møder et meget dygtigt AaB-hold, som på ingen måder overrasker os. Men alligevel formår vi desværre ikke at få lukket ned for dem. Vi spiller til tider rigtig fint fodbold og med ro på bolden, men desværre var det ikke nok i dag”, sagde træner Stefan Vestergaard Olesen efter kampen.
I de tre sidste kampe venter Gug, Hjørring og Vejgaard. Der er lige nu kun 2 point op til Vejgaard, som ligger på 6. pladsen, så måske bliver sæsonens sidste kamp ude mod Vejgaard en slags finale, hvor vinderen får mulighed for at redde sig.