Fodbold: Brumbasserne ser ud til at have sat kursen mod serie 2.
Tekst: Per Lyngby
De seneste sæsoner har ikke budt på mange opmuntringer i landsbyklubben Gundersted. Men nu ser det ud til, at bøtten er vendt, for holdet har indledt foråret med 4 sejre ud af 4 mulige. Senest blev det til en sikker sejr på 5-1 i Aars.
"Det var en stor holdindsats på kunstbanen i Aars. Vi vidste på forhånd, at de vævre Aars-spillere ville have bolden mest, men var også bevidste om, at vi ville kunne hente noget på standardsituationer og omstillinger", fortæller Gundersteds træner, Svend Nielsen.
Gundersted kom foran ved Anders Munk, men kort tid efter udlignede Aars i en periode, hvor en spiller fik en skade og måtte skiftes ud.
"Vi fik stabiliseret tingene, og det så ud til, at der ikke skulle skabes mere inden pausen, men i det 40. minut skiftede vi Rene "Nuggi" Petersen ind, og på hans første boldberøring blev kuglen puttet i kassen. 2 minutter senere rørte han så bolden igen, denne gang med hovedet, og så var vi foran med 3-1", beretter Gundersted-træneren.
Efter pausen var gæsterne fra Gundersted i total kontrol med en solid defensiv. Emil Lutzow udbyggede til 4-1. før "Nuggi" fik sit hattrick ved at score fra midten, da Aars-keeperen sweepede langt ude fra sit mål.
Med sejren ligger Gundersted solidt på førstepladsen med 12 point og en målscore på 14-5.
Næste opgave er FUIK på udebane på lørdag.