Fodbold: Et topmotiveret og velspillende Løgstør-hold vandt lokalopgør med hele 7-0.
Tekst & foto: Per Lyngby
Syv mål, rødt kort og et brændt straffespark. Jo, der var masser af lørdagsunderholdning på Freja Park i Gundersted, hvor de lokale helte skulle forsøge at forsvare deres topplacering mod et Løgstør-hold, som efter en svag start er ved at spille sig i form. Og desværre for hjemmeholdet og deres trofaste tilskuere, var det gæsterne som stod for størstedelen af underholdningen - specielt det med målene.
Stadionuret havde knap rundet det første minut, før Løgstør viste, hvad de var kommet efter og bragte sig foran 1-0. Et indlæg fra venstre side havnede hos Mike Hermansen, som havde let ved at score. Og hjemmeholdets højre forsvarsside blev i den grad spillet tynd i første halvleg, hvor Løgstør strøg igennem som en kniv i smør, der har stået ude en varm sommerdag. Efter små 20 minutter var der igen et godt indlæg fra venstre, og denne gang var det Gundersteds Nikolaj Cgristensen, som var uheldig at score i eget net. Kort efter blev Mads Svenstrup skadet og erstattet af Kristijan Pavleka, som kun skulle bruge 2 minutter, inden han havde gjort det til 3-0 - igen efter indlæg fra venstre side. Jesper Frederiksen gjorde det til 4-0 på straffespark, og inden pausefløjtet fik også Christian Hjortshøj sendt bolden i nettet til Løgstør-føring på 5-0. En helt fortjent føring af et velspillende Løgstør-hold, som med et højt og aggressivt pres ikke gav hjemmeholdet meget plads at spille på. Kun et par gange var Gundersted i nærheden af Sebastian Kronborgs mål.
Træner Kristian Skriver havde formentligt talt med meget store bogstaver i pausen, for Gundersted kom anderledes motiverede ud til de sidste 45 minutter. Det blev til to store chancer, som det helt utroligt lykkedes at sparke forbi mål, og da man endelig fik den ultimative mulighed på et straffespark, blev det også brændt på Sebastian Kronborg, som reddede flot. Inden da havde hjemmeholdet gjort det endnu sværere for sig selv, da Kenneth Brændstrup dumt fik tilranet sig et rødt kort efter en batalje med en liggende Løgstør-spiller.
Når ikke hjemmeholdet kunne eller ville, så satte Løgstør trumf på med yderligere 2 scoringer i halvlegens sidste 10 minutter, hvor først Kristijan Pavleka og derefter Mathias Toft Andreassen nettede til storsejren på 7-0. Bestemt ikke hverdagskost for Gundersted hjemme i egen hule.
Med sejren nærmer Løgstør sig nu toppen af rækken, medens Gundersted nok lige skal sunde sig, inden næste weekends svære udekamp mod Nibe, som på førstepladsen er 3 point foran Gundersted, der dog har spillet en kamp færre. Løgstør spiller hjemme mod Støvring, som har det med at drille holdet fra muslingebyen.