Byrådet har fået serveret omkring 50 projekter til udvikling af Løgstør i en ny udviklingsplan, der blandt andet kan åbne op for flere hytter på havnen og en lukning af gennemkørsel i Bredgade. Økonomiudvalget har indkaldt til et ekstraordinært møde torsdag inden byrådsmødet for at fremskynde processen.
Af Jacob Dalgaard
COWI har nu præsenteret et endeligt udkast til en udviklingsplan, som kan få Løgstør by til at ændre karakter, hvis byrådet på torsdag siger god for den - og på sigt realiserer den.
Et af de markante forslag i planen går ud på at forlænge Havnevej henover banearealet og gennem den gamle fiskefabrik, hvor den skal kobles på Blindebomsgade. Hovedformålet med den nye vej er at løfte handelslivet i Løgstør via en direkte indfaldsvej til byens centrum.
Samtidig vil den nye indfaldsvej aflaste Bredgade for en del af den gennemgående trafik. Udkastet til udviklingsplanen nævner tillige muligheden for at lave en ny stikvej fra Bredgade til Havnevej ved J. Haldrup A/S og til gengæld lave indkørselsforbud til Bredgade fra rundkørslen ved Aalborgvej.
Nye butikker kræver et kommuneplantillæg
Anstødet til at få revideret den gamle kommuneplan fra 2011 var, at flere butikker ønskede at etablere sig på Limfjordsvej, hvilket ikke var muligt, da området ligger lige uden for bymidteafgrænsningen. Den nye udviklingsplan rokker i princippet ikke ved den problematik. Det vil derfor være nødvendigt at gennemføre en planproces med et tillæg til kommuneplanen, der udvider bymidteafgrænsningen.
I forhold til den gamle udviklingsplan er det ambitiøse marina-projekt taget ud og erstattet af en idé om en ny kanal i området med plads til et mindre antal både og nogle nye udstykninger til boliger. Til gengæld indgår en udvidelse af den eksisterende lystbådehavn for at imødekomme en øget efterspørgsel på bådpladser.
Åbning mellem havn og midtby
En gammel traver er ønsket om at få åbnet op mellem havnen og Østerbrogade, og den tanke lever videre i den nye udviklingsplan - omend i en ny version. Tanken er at udvide Kunsttorvet, så pladsen kommer til at hænge sammen med Købmagergade, men det forudsætter, at ejeren af ejendommen ud til Købmagergade er interesseret i at sælge. Udvidelsen af Kunsttorvet kunne give plads til et stort glasoverdækket byrum, som kan blive en ny attraktion og vil give nye muligheder for aktiviteter - også når vejret ikke egner sig til at være ude.
En genåbning af Frederik den VII's Kanal er stadig med, og der indgår en plan om at anlægge et boardwalk på den godt 400 m lange strækning langs Kanalvejen, hvor fodgængerne i dag må færdes sammen med biler.Det nye boardwalk tænkes anlagt i niveau med Kanalvejen og bygget ud over skråningen mod kanalen. Boardwalken opbygges i træ ligesom bådebroerne nedenfor.
Langs Kanalvejen indgår også en idé om at bygge nye hytter i forlængelse af de eksisterende fiskerskure. Hytterne vil for det første trække byen ud til bådebyggeriet og skabe et mere levende og intimt miljø langs hele strækningen. For det andet kan hytterne tænkes som en ny overnatningsmulighed, der vil give mulighed for at opleve kanalmiljøet og være en del af den levende kulturarv, lyder det i udkastet til udviklingsplanen.
En prioriteringssag
Trafiksikring af Søndre Ringvej indgår også i planen og nedrivning af de nedslidte LEV-boliger på Norgesvej og Sverigesvej til fordel for et grønt område er andre af de mange planer i udkastet.
Der er ikke sat kroner og øre på de mange forslag. Det bliver nu en op til lokalpolitikerne i første omgang at godkende planen og dernæst løbende finde midler til at føre visionerne ud i livet.
Økonomiudvalget er indkaldt til ekstraordinært møde på torsdag for at få sat høringsprocessen på 8 uger i gang hurtigst muligt.
Hele udkastet til udviklingsplanen kan ses her