Genbrugsbutikken i Jernbanegade fejrer på torsdag sin 2 års fødselsdag, og butiksudvalget har valgt at give 50% på samtlige varer i butikken denne ene dag. Butikken har i efteråret udvidet sit varesortiment til også at omhandle mindre ting og sager til hjemmet.
”Hele dagen igennem serverer vi kaffe til kunderne. Vi har allerede i sidste måned passeret sidste års omsætning, så vi glæder os over, at flere og flere går hen i Jernbanegade – også turisterne finder vej, efter at vi har sat et skilt op ved Havnevej,” fortæller Vibeke Grønning, der er den ene af butikkens fire butiksansvarlige og fortsætter:
”På grund af den store travlhed i butikken søger vi derfor endnu et par frivillige, der har lyst til at støtte dette gode formål. 66% af overskuddet i butikken går til socialt hjælpearbejde i den gamle Løgstør kommune.”
Det betyder bl.a., at Røde Kors lokalafdelingen også i år deler julepakker ud til dem, der opfylder betingelserne for at få. Endvidere har foreningen betalt for 3 lokale børns deltagelse i sommerlejr, arrangeret af Ungdommens Røde Kors, og overskuddet er også med til at betale for de to årlige arrangementer for besøgsmodtagere og deres besøgsvenner.