Fodbold: Målrige kampe gav sejre til FUIK og Aars i serie 3.
Tekst: Per Lyngby
Lørdag vandt FUIK's fodbold herrer i serie 2 med tenniscifrene 6-1 over Valsgård, og søndag tog klubbens andethold i serie 3 så andet sæt hjem til klubben, da Løgstør blev sendt hjem med et nederlag på 2-6. Hjemmeholdets mål blev scoret af Sebastian Gerner Poulsen og Thomas Bo Christensen med hver 2 og et enkelt af henholdsvis Magnus Larsen og Patrick Haldrup.
Sejren er FUIK's første i foråret, hvor de første fem kampe er sluttet med nederlag. Tilmed var det også en sejr over den tidligere FUIK-træner Jens Bojer, som naturligvis ikke var tilfreds med sit holds indsats.
"Det var såre fortjent. Vi leverede en indsats langt under det, man kan acceptere. Vi skal kun kigge på os selv og finde et spejl og forhåbentlig ser vi hver især, at hvis det er det vi vil og kan, er der 8 meget svære kampe tilbage", sagde en tydelig skuffet Jens Bojer efter blamagen på stadion i Farsø.
Bojer er naturligvis irriteret over, at holdet efter en lovende start på sæsonen er gået helt i stå i de seneste tre kampe:
"Vi skal kunne forlange mere af hinanden - uanset hvem vi møder. Hvis ikke vi kan få spillet til at flyde, må arbejdshandskerne på og spillerne må tage det hårde slid derfra. Indstillingen, attituden og viljen til at ville logoet meget mere er parolen", fastslår LIF-træneren.
Aars-sejr i Øster Hornum
Der blev også scoret mange mål, da Aars i samme pulje var på besøg hos Øster Hornum. Her blev publikum forkælet med ikke mindre end 9 scoringer, da Aars vandt med 5-4.
Efter en lige indledning, hvor begge hold scorede indenfor det første kvarter, var det Aars, som tog teten og bragte sig foran med 4-1, inden dommeren fløjtede til pause.
I anden halvleg kom Aars på 5-1, og det så ud til, at holdet ville cruise sejren i hus. Hjemmeholdet gav dog ikke op, og med 3 mål i de sidste 10 minutter blev der bragt fornyet spænding ind i kampen. Aars holdt dog stand og sikrede sig 3 vigtige point.
De 5 Aars-mål blev scoret af Rasmus Sigsgaard, Mads Kristensen (3) og Niels Jakob Klausen.