Fodbold: Med et sent mål bevarer Kvik-Aalestrup duksepladsen i serie 2.
Fodbold: Med et sent mål bevarer Kvik-Aalestrup duksepladsen i serie 2
Af Per Lyngby
På forhånd havde FUIK-træner Jens Bojer forudsat, at de to holds individuelle kvaliteter ville blive afgørende, da Kvik-Aalestrup og FUIK lørdag eftermiddag krydsede klinger i et intenst lokal- og topbrag.
I det spil havde FUK-træneren også en forventning om, at hans hold ville være bedst. Og det så da også ud til at holde stik langt hen ad vejen. For ved pausen var gæsterne fra FUIK foran med 2-0 - begge scoringer af rutinerede og stærke Kristoffer Nørgaard. Det ene mål faldt i halvlege3ns overtid.
I anden halvleg var det så Kvik-Aalestrups rutinerede og stærke Jesper Andersen, som med to mål sørgede for at udligne gæsternes føring. Det ene mål faldt i halvlegens og dermed også kampens overtid.
Dermed stod de to hold akkurat lige så lige, som før kampen startede, og dermed bevarede Kvik-Aalestrup førstepladsen med et forspring på 2 point ned til FUIK, som dog har spillet en kamp færre.
I næste weekend spiller FUIK igen lokal- og topopgør, når Gundersted gæster Farsø Stadion.